23948sdkhjf

Kurator optimistisk omkring konkursbo: "Rigtig mange" købere har meldt sig

Mens størstedelen af The Body Shop-butikkerne stadig har lukket, pågår der forhandlinger hos kurator om overtagelsen af konkursboet

- Der er ikke meget nyt, men lidt. 

Sådan fortæller kurator i The Body Shop-konkursboet, Anders Hoffmann, til RetailNews. 

Han har, siden RetailNews senest snakkede med ham, skullet jonglere med de tilbageværende aktiver - primært varelagre - i de The Body Shop-butikker, der er omfattet af en konkursbegæring sendt fra det britiske moderselskab bag brandet. 

- Vi er stadig i en salgsproces, og vi har nu fået det grundlag på plads, som vi skal bruge, fortæller Anders Hoffmann, der tilføjer, at "medarbejderne stadig er hjemsendt".

Dem er der cirka 90 af, og de har siden konkursbegæringen skullet stå til rådighed, hvis The Body Shop-butikkerne igen skulle åbnes. 

Fristen for at kalde dem tilbage i arbejde nærmer sig, og der er ifølge kuratoren ikke en endelig afklaring på deres fremtid - endnu. 

 - Vi skulle tage stilling til deres ansættelsesforhold inden for 14 dage, hvor vi kan kalde dem på arbejde. Og det skal vi tage stilling til senest onsdag. Hvad vi beslutter os for, kommer an på vores salgsforhandlinger, forklarer Anders Hoffmann. 

The Body Shop

Tvetydig melding

På The Body Shops danske hjemmeside er meldingen stadig den samme som for over ti dage siden

Her skriver The Body Shop, at "vores butikker er fortsat åbne", samt at The Body Shop "opgraderer vores websted med nye, spændende tiltag og indhold".

Tre butikker er imidlertid ikke omfattet af lukningen, da de er franchisebaseret. 

Det gælder både The Body Shop-butikken på Frederiksberg og i Vejle - samt på Færøerne. Og for de to førstnævnte viser opslag på deres respektive Facebook-sider også, at der stadig er aktivitet i butikkerne. 

Satser på afklaring

Mens det altså er onsdag, der er første reelle deadline for kurator Anders Hoffmann, pågår der forhandlinger med interesserede købere til konkursboet. 

Og ifølge Anders Hoffmann "har der været mange, rigtig mange" købere, der har meldt deres interesse. 

- Det felt prøver vi så at snævre ind til omkring en håndfuld, som vi tager nogle mere konkrete forhandlinger med, forklarer han.  

Han kan ikke røbe mere om de potentielle købere - andet end at der er både danske og udenlandske interesserede virksomheder iblandt.

Anders Hoffmann tilføjer, at man fra hans side af skrivebordet gerne så, at der var en afklaring på konkursboets fremtiden "inden for 14 dage" fra konkursbegæringen. 

- Men om vi når det i den her situation, ved jeg ikke, konstaterer han, men understreger, at det er ambitionen "at have en afklaring inden onsdag".  

Og hvad så hvis der ikke forefalder en sådan inden onsdag? Det scenarie har Anders Hoffmann også forberedt. 

- Konsekvensen er, at vi meddeler medarbejderne, at de er fritstillet. Alternativt kan vi meddele dem, at vi gerne vil fortsætte deres ansættelsesforhold, og så er det så os, der betaler deres løn. Det vil vi formentlig kun gøre, hvis vi er i en situation, hvor vi mener, at vi kan gøre brug af dem, siger han og understreger, at han er optimistisk omkring konkursboets fremtid:

- Vi skal nok få det afsat. 

Udenlandske konkurser

Det er den britiske moderkoncern bag The Body Shop, der har begæret det danske driftsselskab bag butikkerne på det danske marked konkurs. 

Det kom frem allerede i starten af konkursprocessen.

Og mens det blandt andet har medført nedlukning af 75 britiske butikker, har det nu også fået konsekvenser for koncernens amerikanske og canadiske engagement, skriver The Guardian mandag. 

Her er The Body Shop begæret konkurs i USA og Canada, mens man ifølge mediet også kæmper med at kunne betale sine leverandører i Australien. 

I alt koster de nordamerikanske konkursbegæringer hidtil jobbet for 600 medarbejdere, mens over 80 butikker allerede er lukket. 

The Guardian beretter desuden, at The Body Shop-afdelinger i også Tyskland, Irland og Belgien enten er under rekonstruktion - eller er erklæret insolvente. 

Forskellige veje til konkurs

  • Konkurs: Retsforfølgning (inddrivelse af gæld) af en insolvent skyldner hvor alle kreditorer i konkursorden skal dele hans formue.
  • Konkursdekret: Skifterettens kendelse om, at skyldnerens bo tages under konkursbehandling.
  • Tvangsopløsning: Erhvervsstyrelsen kan beslutte at tvangsopløse et selskab registreret i registeret. Det sker bl.a. når regnskab ikke indsendes. Den økonomiske opløsning foretages af skifteretten.
  • Likvidation: Afvikling og opløsning af et solvent selskab. En sådan likvidation besluttes af selskabets generalforsamling.

Kilde: domstol.dk

I 2006 blev The Body Shop opkøbt af L'Oréal Group. Ifølge The Guardian betalte L'Oréal dengang 652 millioner pund for selskabet. Med dagens valutakurs svarer det til knap 5,7 milliarder kroner.

I 2017 solgte L'Oréal brandet videre til det brasilianske kosmetikselskab Natura & Co. Senest skiftede The Body Shop hænder i november 2023. Her var det det europæiske investeringsselskab Aurelius, som overtog det.

Se nøgletal for:
Læs mere om: konkurs detailhandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063